|
|
Spændende udflugtsmål
Med Grænselandet som base er der rig mulighed for oplevelser for hele familien.
Indenfor ½ times kørsel findes et hav af spændende, historiske og kulturelle udflugtsmål samt de 4 købstæder Sønderborg, Aabenraa, Tønder, og Flensborg.
|
Fjordvejen - en af Danmarks smukkeste strækninger, fra Kruså langs Flensborg Fjord til Rinkenæs Oplev fjordens forunderlige skift fra brusende bølger til havblik og nyd udsigten til vore tyske naboer døgnet rundt - året rundt.
Okseøerne – de sagnomspundne øer i Flensborg Fjord med fantastisk flora og rigt dyreliv.
Ifølge en af mange myter skulle Dronning Margrethe 1. ligge begravet her. Efter den flotte tur øen rundt, kan en forfriskning nydes på Øens Kro. Sejlads til Store Okseø i sommermånederne
|
|
 |
 |
|
Kollund – Perlen ved Flensborg Fjord med den børnevenlige Lillestrand og den utraditionelle, moderne kirke fra 1971 tegnet af arkitekt Carsten Rønnov.
Nyd de mange prægtige villaer der ligger som perler på en snor langs fjorden.
|
Gendarmstien – 74 km. smuk natur fra Padborg til Høruphav.. Veksler fra bakke til dal, gennem skove, langs marker og langs Flensborg Fjord. På turen kan man til fods krydse Skomagerhus - verdens mindste og hyggeligste grænseovergang.
Langs grænsen findes Grænsestenene, der er markeret med en sigtelinie i stenes top, der nøje rammer næste stens tilsvarende rille og fastlægger den nøjagtigt landegrænsen. En spændende leg for børn at finde fra sten til sten. Download Gendarmsti-folderen her.
|
|
 |
|
|
Den Krumme Vej – Syd for Bov tæt ved den dansk-tyske grænse, finder man et smukt stykke brolagt hærvej, hvilket er meget usædvanligt.
Brolægning var ikke noget, der normalt hørte til dagens orden, dengang Hærvejen var hovedfærdselsåren op gennem Jylland. Men her ved den gamle vej til Flensborg har man gjort en undtagelse, og belagt vejen med brosten.
Dette stykke af Hærvejen er den gamle indfaldvejs til Flensborg og var den foretrukne rute ind til Flensborg fra slutningen af 1200-tallet, da Flensborg blev købstad og frem til slutningen af 1800-tallet, da nye ruter begyndte at fortrænge Hærvejsruten. Og med genforeningen i 1920 var det helt slut med den brolagte rute til Flensborg, da den nye grænsedragning ganske enkelt lukkede vejen.
|
Bov Kirke og kirkegård med fredede grave og mindesten samt kanonkugler – Umiddelbart øst for Hærvejen er kirken rejst og består af et romansk kor og skib med vestforlængelse på 3 m, som menes opført i 1668 efter ødelæggelser under Svenskekrigen 1658-60. Våbenhuset ud for syddøren er fra 1817. 1905 tilføjedes tårnet af kløvede marksten, indsamlet i sognet. Rokokoaltertavlen er udført i 1771 og prædikestolen fra 1626. Kirken har to døbefonte - dels den ibrugværende romanske granitfont, dels en træfont fra 1715 i skibets vestende. Orgel: Marcussen & Søn, 1954.
Den nyrestaurerede præstegård er fra 1766. Kirken ligger lige over for en af Danmarks ældste kroer, Bov Kro, der er bygget i 1566.
Mindesten over slaget ved Bov 9. april 1848 – Ved Rønsdamvej findes denne mindesten, som blev rejst i 1923 af sognets beboere til erindring om sejren ved Bov den 9. april 1848 under 1. Slesvigske Krig.
|
|
 |
|
|
Bov Museum – Det lokalhistoriske museum er indrettet i stuehuset til den gamle stråtækte herredsfogedgård "Oldemorstoft" hvis historie går tilbage til 1472. Gården havde sin storhedstid i 1600-årene, hvor den var sæde for herredsfogederne over Vis Herred. I denne periode besøgte kong Christian IV undertiden "Oldemorstoft" på sine rejser.I disse lokaler kan bl.a. ses uddrag af gendarmeriets historie fra 1920, herunder et kig ind i en gendarms hverdag. Her sættes også fokus på livet omkring grænsen og grænsens betydning gennem tiderne. I stuehusets vestlige afdeling kan bl.a. ses en udstilling om "Slaget ved Bov". Sønderjyllands største landbrugsmuseum er indrettet i 2 pyramideformede haller, hvori man også finder et omfattende landbrugsbibliotek.
|
Mindesten ved jernbaneviadukten i Padborg – Mindestenen er anbragt ud for det sted hvor de 3 overgendarmer blev skudt ned den 9. april 1940 af ukendte gerningsmænd umiddelbart før de tyske tropper rykkede ind over grænsen. Pladsen blev stillet til rådighed af det daværende Aabenraa Amt. Kommunen overtog samtidig vedligeholdelsen af den lille mindelund. Stenen er en 1,5 meter høj og 90 cm bred natur-sten og står på en stensokkel. Den er en gave fra Smedeby Skærvefabrik og er udført af billedhuggeren Frank Utzon, København. Stenen har følgende navne indgraveret:
Overgendarmerne
A.S. Albertsen
J.P. Birk
A.A. Hansen
Der er på Bov Kirkegård fredede grave på A.S. Albertsen og A.A. Hansen.
|
|
|
Frøslevlejren med 5 museer – Blev bygget i 1944 som tysk politifangelejr for danske modstandsfolk. I alt passerede ca. 12.000 fanger lejren i de godt 9 måneder, den eksisterede.
Selv om Frøslevlejren blev bygget for at forhindre deportationer til tyske koncentrationslejre, blev ca. 1.600 Frøslev-fanger sendt videre til koncentrationslejrenes rædsler.
Efter befrielsen blev lejren under navnet Fårhuslejren brugt som interneringslejr for danske statsborgere, som var mistænkt for landsskadelig virksomhed under besættelsen. Senere har lejren været brugt af Forsvaret og Civilforsvaret under navnet Padborg-lejren. I dag fremtræder Frøslevlejren som den bedst bevarede tyske fangelejr i Vesteuropa og rummer en række interessante museer og udstillinger.
Frøslev Plantage – I Frøslev Plantage, delvist skjult af nåletræsbevoksningerne, ligger Frøslev Sand. Det er et af Danmarks mest særegne indlands klitlandskaber. Området blev dannet i slutningen af sidste istid, for ca. 12.000 år siden. Frøslev Sand lå dengang lige foran gletscheren, der dækkede det meste af Jylland og Øerne.Skov- og Naturstyrelsen ved Åbenrå Statsskovdistrikt driver Frøslev Plantage. Det er tilladt at færdes til fods eller på cykel overalt på de statsejede arealer døgnet rundt.
Naturlegepladsen i Frøslev Plantage - udflugtsmål for hele familien året rundt med gynger, vipper og tovbane bygget af naturens egne materialer.
I plantagen er der grillpladser med borde og bænke. Husk grillkul
Frøslev - Frøslev Kro, fødehjem for digteren Carsten Thomsen.
Mange huse i Frøslev er nænsomt renoveret helt i oprindelig stil.
|
|
 |
|
|
Bommerlund Plantage med mindesten – Ved plantagens begyndelse står en kopi af en gammel vildtbanepæl med Christian 7.s navnetræk. Originalen opbevares nu på museet i Bov.
Inde i plantagen står der endvidere en gammel vejvisersten til »Løgum Closter«, en vej-pligtsten fra 1778 samt flere sten med landsby- og personnavne.
Bommerlundstenen - blev rejst i 1960 på det sted, hvor Bommerlund Kro tidligere havde været.
På stenen er der et relief af en mødig rytter. Ifølge et sagn siges der, at den navnkundige Bommerlunder Snaps kom til efter en opskrift, som kroværten modtog fra en udmattet fransk rytter, der på denne måde gav udtryk for sin taknemmelighed over den gode behandling, han fik på kroen.De øvrige sten i plantagen drejer sig om vejpligtsten, der stammer fra tiden 1770-1900. De står på deres oprindelige plads i vejkanten. Tidligere påhvilede vedligeholdelsen af vejen bønderne. Vejen lå inden tilplantningen af Bommerlund Plantage på den åbne hede, og bønderne boede ofte langt fra den vejpart de skulle passe. Vejpligtstenene viser hvilken del af vejen den enkelte gård skulle vedligeholde.
|
Gejlåbroen – I kanten af Bommerlund Plantage er broen over Gejlå, som er fra 1818. Det specielle ved Gejlåbroen er at den er bygget af kløvede kampesten over to bueslag. Inden broen blev bygget, var der et vadested over åen belagt med flade vadesten, stenene kan stadig ses under broen.
|
|
 |
| |
|
Padborg – Europas Transportcentrum ved porten til Skandinavien summer af aktivitet døgnet rundt i det travle industriområde. Torvecenteret og de omkringliggende gader med detailhandel og nyrenoveret bymidte med Gendarmhaven.
|
 |
|
Hokkerup – Det Mekansike Museum - Familien Lansinks imponerende samling af oldtimer, veteran-traktorer, biler, knallerter, hestevogne, landbrugsmaskiner, gamle redskaber og legetøjsmodeller kan opleves i det nye Mekaniske Museum der har til huse i den gamle Hebrufabrik ved Hokkerup.
Der er også indrettet en gamle smedie og en Hollandsk “Oldemorsstue” med kniplinger, beklædning og møbler fra en for længst svunden tid. I cafeen tilbydes hjemmebag og forfriskninger af forskellig art.
|
Søgård Mose / Hostrup Sø - fredede naturområder med mulighed for at se fuglene i deres rette element og yngleplads for mange fuglearter.
|
|
|
Gråsten: Den smukke engelsk-inspirerede slotspark med ca. 40.000 forskellige blomster, er en oplevelse året rundt og åben for publikum fra solopgang til solnedgang når slottet ikke er beboet af den kongelige familie. Slotskirken kan besøges ved gudstjenester.
Den Kongelige Ventesal på Banegården vises skiftende fotoudstillinger fra slotsbyen.
I Papirmuseets By kan man både gå på café, museum og på tur i den store inspirerende butik. Her finder man ideer til fest, scrapbooking, kort, æsker ,påklædningsdukker, glansbilleder og meget, meget mere. I alle skoleferier er der kurser for børn mandag til fredag.
På det nyrestaureret havneområdet
|
|
 |
|
|
Broagerland – Halvø med mange børnevenlige badestrande og smuk natur.
Cathrinesminde Teglværks museum er langt mere end et museum. En levende kulturinstitution med teater, kulturmåned i maj, besøg af kendte kunstnere og Historisk Værksted, hvor skolebørn kan få en arbejdsdag i leret. Skiftende udstillinger med kunst og meget andet. Naturskønt lige ned til Flensborg Fjord.
Broager Kirke, en af Danmarks ældste landsbykirker med de berømte tvillingetårne
Dybbøl – Historisk område med naturstier på skanserne med fantastisk udsigt over Als-sund.
Dybbøl Mølle, nationalsymbol med skiftende udstillinger om møllens historie, fra korn til mel og aktiviteter.
Historiecenteret 1864, et oplevelsescenter der giver indblik i Dybbøl Bankes historie og Slaget ved Dybbøl i 1864.
|
|
Als
Sønderborg – smukt beliggende ved Als-sund med maritime oplevelser, hyggelige restauranter og caféer, sommerrevy, ringridning, gode shopping muligheder, aktiviteter for børn og meget mere. Oplev bl.a. Sønderborg slot med spændende, skiftende udstillinger og hele den sønderjyske historie fra middelalderen til vor tid.
Danfoss Universe i Nordborg - ”Bliv vildt klog på naturlig vis”.
Oplev naturens kræfter, leg med spændende teknik og videnskab, forundres over gådefulde fænomener, grav med rigtige gravemaskiner og gå fra kulde til varme på få sekunder.
En hel dag med udfordringer for både store og små.
|
|
 |
 |
|
Aabenraa – den levende søfartsby i hjertet af Sønderjylland.
Shopping i den lange gågade, hyggelige cafeer, antikmarkeder, vægterrundgang i de gamle gader, moderne såvel som gamle kirker, dyrskue, ringridning, maritime events og ikke mindst den nyrenoverede, børnevenlige Sønderstrand.
Bjergmaraton, middelaldermarked, det smukke Løjt land, Barsø, Knapstien, naturvandringer i skovene, lystfiskersøer; ja, mulighederne er mange.
Aabenraa Museum, Sønderjyllands Søfartsmuseum med talrige skibsportrætter og modeller. Dragter og oversøiske souvenirs.
Kunstmuseet Brundlund Slot med udstillinger af værker fra museets samling af dansk kunst fra det 19. og 20. århundrede samt særudstillinger, fangehullet, arresten og parken.
Banegaarden, Kunst og Kultur, skiftende kunstudstillinger og kulturarrangementer.
Postholdergårdens Have – en oase midt i byen. Museumshaven danner de perfekte rammer for en frokost i det fri med madkurven.
Krusmølle; Landlig hygge året rundt med lysestøberi, keramisk værksted, butik med stort og småt til boligen, ”Fru Loff’s Café” tilbyder frokostplatte med hjemmelavet pålæg, nyristet kaffe og hjemmebagte lækkerier i antikke, magelige møbler. Stor juleudstilling og julemarked i november og december.
|
Tønder – Marskens hovedstad – og én af Danmarks ældste byer.
Hyggeligt bymiljø med handelsdrivende og hyggelige cafeer i de charmerende, gamle huse.
Byvandringer, gallerier og kirker.
Under den årlige Tønder Festival sidst i August forvandles byen til et mekka med musik, dans, fest og farver. Ved juletid forvandles den indre by til ”jul som i gamle dage” med nisseoptog, boder og aktiviteter i gågaden – og ikke mindst på ”Det Gamle Apotek”.
Sort Sol, en naturballet hvor i tusindvis af stære forår og efterår gæster marsken.
Tønder museum med de berømte Tønderkniplinger, det vestslesvigske kunstindustri og sølvarbejder fra den lokale sølvsmedie
Sønderjyllands kunstmuseum med kunstudstillinger, biograf og cafe og Vandtårnet, der huser en enestående udstilling med den internationalt kendte arkitekt Hans J. Wegners stole.
Fra vandtårnets øverste etage er en fantastisk udsigt over Tøndermarsken og byen.
Syd for grænsen i byen Seebüll findes Nolde-museet, indrettet i kunstmaleren Emil Noldes hus. Her vises skiftende udstillinger af den berømte kunstners værker.
Møgeltønder – Den idylliske landsby med Schackenborg Slot, den brolagte Slotsgade med de gamle, restaurerede huse og kirken. Rundvisning i slotsparken i sommermånederne.
|
|
 |
 |
|
Flensborg - Den gamle havneby ved Flensborg Fjord med et rigt udbud af kulturelle oplevelser.
Der er byvandringer og sommeren igennem er der hyggelige folkefester og regatta ved den restaurerede havnefront.
I gågaden og de gamle gader findes mange huse og bygninger med rødder i Danmarkshistorien.
Langs havnen er et rigt udbud af cafeer, restauranter og hyggelige ”knejper”.
Julebyen Flensborg er en oplevelse i særklasse.
Besøg også Søfartsmuseet, Oplevelsescenteret Phänomenta og Sum-Sum Legeland.
|
|
Wassersleben – lille oase lige syd for grænsen med børnevenlig badestrand, legeplads, park med minigolf-anlæg og mulighed for en forfriskning med udsigt over Fjorden.
Kobbermølle – Landsbyidyl i gaderne med de gamle, restaurerede arbejderboliger.
Kobbermuseet er indrettet i den gamle kobberfabriks tårnbygning.
Museet er privatejet og åbent for publikum tirsdag eftermiddag.
|
|
|
| |
|
Schleswig - Den smukke gamle domkirke, Vikingemuseet Hedeby, Gottorp Slot med velbevarede mosefund fra Jernalderen samt Nydambåden og ikke mindst Dannevirkemuseet og volden.
I Schleswig-Holstein kan af større attraktioner nævnes Glücksborg Slot; smukt møblerede værelser og et væld af minder fra den tid, hvor slottet var i dansk eje.
KZ Mindeparken i Ladelund, vadehavsøerne og byen Frederiksstad, der på grund af de mange kanaler kaldes ”lille Holland” samt forlystelsesparken Tolk-Schau er ligeledes et besøg værd.
|
| |