Nationalrute 8

Sofiedal: Omkring 1760 iværksatte de danske myndigheder en plan for kolonisation af slesvigske hede- og mosestrækninger. De nordligste kolonier oprettedes i Flensborg og Tønder amter, herunder Sofiedal - eller korekt Sofiendal. Alle kolonier fik kongelige navne. Denne koloni har navn efter Frederik V´s mor, Dronning Sofie Magdalene. Kolonien er grundlagt omkring 1762 og bestod oprindelig af 20 kolonisteder, opført i saksisk byggestil. Kolonisterne kom fra Sydtyskland, hvor de var hvervet af danske agenter, og blev naturligvis mødt med nogen skepsis af den hjemlige befolkning. Kolonisationen på den ugæstfri hede blev ingen succes, og mange af de første kolonister forlod hurtig stedet. I tidens løb er ejendommene lagt sammen - og de gamle kolonisthuse er forlængst borte. Kolonisterne kendt for kartoffelavl, der egnede sig bedre end korn på de magre jorder. Et gammelt kolonistmundheld siger, at kolonisterne for at skaffe variation i kosten spiste kartofler om morgenen, jordæbler om middagen og poteter om aftenen.

Frøslev Plantage: Plantagen administreres af Aabenraa Statsskovdistrikt og er et større plantageområde i Bov Kommune. I årene fra ca. 1883 til 1900 fandt tilplantningen sted på dele af Frøslev Sand. Dette blev financieret af fransk krigsskadeerstatning til Tyskland efter krigen 1870-71. Fra 1930´erne blev de private dele af plantagen plantet. Plantagen i dag er relativ ung og ens i alder, da den i 1967 var udsat for et meget stort stormfald, hvor næsten alle træer over 40 år væltede. Det specielle ved plantagen er indlandsklitterne.
Særlige forhold: Frøslev Polde er et utilplantet område, hvor man tydeligt kan se landskabets klitformationer. Omkring Frøslev Polde er en såkaldt hundeskov, hvor hundene må løbe frit omkring, dog under førerens kontrol og ansvar.

Frøslev: Byen er den ældste del af bydannelsen Frøslev-Padborg og bærer fortsat præg af landsby af den gamle type, hvor gårdene ligger samlet omkring landsbygaden. For øvrigt er der gårde, som fra gammel tid og før genforeningen har jord på begge sider af den nuværende grænse. Sydfor grænsen i landsbyen Hanved/Handewitt på kirkegården findes der stadig flere grave over Frøslevborgere, idet Frøslev før 1920 hørte med til Hanved sogn. Frøslev hører nu ind under Bov sogn, og man benytter derfor kirkegården i Bov.

Padborg: Før genforeningen i 1920 bestod Padborg kun af 13 huse, men derefter kom byen som grænsestation og jernbaneknudepunkt ind i en rivende udvikling. Padborg er i dag en af Danmarks største eksporthavne.

Mindestenen ved Viadukten: Her er indrettet et lille anlæg med en mindesten over de tre overgendarmer Hansen, Albertsen og Birk, der blev dræbt af tyske soldater tidligt om morgenen den 9. april 1940 i forbindelse med Danmarks besættelse. Stenen blev rejst under besættelsen, hvorfor indskriften på forsiden dengang blev dækket med voks, så man måtte hugge ordene ind på bagsiden.

Haraldsdal: Ifølge et gammelt sagn måtte Harald Klak kæmpe mod Kong Regner om kronen. Stedet, hvor slaget stod og som Harald Klak tabte, hedder siden den tid Haraldsdal. Overleveringen fortæller, at Chr. IV har vandet sin hest i en kilde i dalen, kildens navn blev "Kongens Kilde" og bliver stadig kaldt ved dette navn.

Borgen Nyhus: Indtil 1920 var Nyhus en del af Bov sogn. Søen og byen har navn efter Nyhus Borgen, som nu er et voldsted, beliggende på den tyske side.

* Bov Museum: Et egnsmuseum i den tidligere herredsfogedbolig, "Oldemorstoft". Efter sigende skal Chr. IV have overnattet her, da flere af hans breve er dateret i Oldemorstoft. Museet er i dag landbrugsmuseum og lokalhistorisk museum.

Bov: Kirkebyen. Er vokset sammen med Padborg, efter at Padborg var blevet grænsestation i 1920 og kom ind i en rivende udvikling.

* Bov Kirke: Umiddelbart øst for den gamle Hærvej (Oksevejen) er kirken rejst og består af et romansk kor og skib med vestforlængelse på 3 m, som menes opført i 1668 efter ødelæggelser under Svenskekrigen 1658-60. Våbenhuset ud for syddøren er fra 1817. 1905 tilføjedes tårnet af kløvede marksten, indsamlet i sognet. Rokokoaltertavlen er udført i 1771 og prædikestolen fra 1626. Kirken har to døbefonte - dels den ibrugværende romanske granitfont, dels en træfont fra 1715 i skibets vestende. Den nyrestaurede præstegård er fra 1766.

Den 9. April Mindesten: Ved Rønsdamvej findes denne mindesten, som blev rejst i 1923 af sognets beboere til erindring om sejren ved Bov den 9. april 1848 under 1. Slesvigske Krig.

Den Krumme Vej: Gendarmstien krydser "Den Krumme Vej" ved Rønsdam. Erik af Pommeren opkrævede i begyndelsen af 1400-tallet 8 skilling for hver okse, der kom den vej.

Kruså: Grænseovergangsstedet Kruså har navn efter Krusåen, der fra ådalen løber ud i den opdæmmede møllesø ved den gamle Kruså Vandmølle.

Kruså Mølle (Møllegården): Gennem århundrede hørte møllen med til de dominerende virksomheder på egnen. Mølleriet ophørte i 1964. Møllen er i dag kun til besigtigelse udefra.

Åbjerg Skov: Bliver også kaldet Krusaa Skov. Skoven er 16,5 hektar og tilhører Gråsten Statsskovdistrikt.

Kollund Skov: Omkring halvdelen af skoven er privat, resten ejes af Flensborg By. I den sydlige ende af skoven står en sten, der med en indhugget linie markerer vandstanden fra stormfloden den 13. november 1872

Gendarmstien: Grænsegendarmeriet rykkede efter Genforeningen i 1920 fra Kongeåen sydpå til den nye grænse. Den såkaldte Gendarmsti skabtes, da den enkelte gendarm afpatruljerede et bestemt stykke af grænsen til fods. Opgaven var at bevogte landtoldgrænsen og at kontrollere skibsfarten langs kysten. Gendarmerne færdedes så nær ved vandet som muligt, denne afpatruljering ophørte i 1958. Grænsebevogtningen sluttede endeligt med etableringen af "Det indre marked" pr. 1. januar 1993, og er nu overtaget af politiets baglandspatruljer. Stierne fra Padborg til Kruså og langs Flensborg Fjord opfattes i dag især som Gendarmstien.

Skomagerhus: Grænseovergang i Kollund Skov. I 1920 blev anmeldelsesposten oprettet, man skulle være i besiddelse af et særligt legitimationskort for at passere grænsen. Dengang som nu må man ikke medbringe told- og afgiftspligtige varer ved overgangen. Inden broen blev bygget kunne man blive færget over med robåd. Grænseovergangen er kun åben for fodgængere og cyklister i sommerperioden. Åben fra 1. maj til 1. oktober på onsdage og lørdage kl. 13-20, på søndage samt danske og tyske fridage kl. 8-20

Kollund/Sønderhav/Rønshoved: Allerede i 1920 faldt disse 3 byer ved siden af det øvrige mønster i sognene, fordi de var de eneste byer i de to sogne som ikke lå på det ret flade sletteland, men på og neden for selve skrænten ud til fjorden. Af den grund kunne de ikke leve af landbrug. Byerne var opstået som kolonier af småfolk - fiskere og arbejdere, som der stadig boede en del af, ikke mindst i Sønderhav. Fra slutningen af forrige århundrede var fjordbyerne blevet mere og mere præget af den fremvoksende turisme. Fjordvejen blev anlagt fra 1933 til 1936 og dermed blev de 3 byer, der hidtil havde været temmelig afsondrede forbundet med hinanden og med vejen til Kruså i vest og Rinkenæs i øst. Trafikmæssigt var der reelt ikke behov for den dyre vej, men formålet var at åbne fjordbredden mod Danmark og ikke kun mod Flensborg, som det hidtil havde været tilfældet.

Okseøerne: Øerne er blandt de mindste beboede øer i Danmark.
Store Økseø er på ca. 8 ha og her har en familie gennem flere hundrede år ernæret sig ved landbrug, fiskeri og bådebyggeri. Da en stormflod i 1872 ødelagde gæstgiveriet på lille Okseø, gav det anledning til at åbne gæstgiveriet på Store Okseø. Senere etablerede ejeren bådforbindelse til Sønderhav, som nok har gavnet omsætningen. Øen havde forskellige ejere indtil 1845, hvor skibstømrer Lorenz Isaack købte øen. Den var i slægtens eje indtil 1982, hvor den blev købt af Miljøministeriet, Sønderjyllands Amtskommune og Bov Kommune. Øen fremstår i dag som et åbent landskab, hvor markerne bliver afgræsset, dels ved kreaturer og dels ved får. Der drives stadig lidt landbrug, fiskeri, bådebyggeri og gæstgiveri.

Lille Okseø er på ca. 4 ha og der blev omkring år 1800 oprettet et gæstgiveri, som holdt åbent hvert år i sommerhalvåret. I 1872 blev øerne ramt af en særdeles voldsom stormflod og alle bygningerne blev ødelagt og stedet gik på tvangsauktion. Herefter gennemgik øen en omskiftelig tilværelse med forskellige ejere indtil 1881, hvor advokat og notar Emil Ebsen fra Flensborg købte øen. Han ønskede at bruge øen til sommerophold. I 1933 overtog Den Danske Stat øen og fra 1938 og fremefter har øen været brugt til lejrskoleophold og feriekoloni for københavnske skolebørn. Øen blev i 1963 købt af Københavns Lærerforening der i dag driver lejrskole på øen.

Sønderhavskovene: Det samlede skovområde er dannet af Kelstrup Fredskov, Hønsnap Skov, Rønshovedskovene, Gårdbæk Skov, Waldeck Skov samt flere private skovparceller og udgør ca. 250 ha. I skoven kan blandt andet ses rund- og langdysser samt de specielle karpedamme.

Benniksgård: Peter Bennich var den tidligste kendte ejer og nævnes 1488, derefter er gården gået i arv og Bennich´erne havde gården til 1749. Derefter gik den i arv til herredsfuldmægtig Hans Jepsen, efter den barnløse Peter Bennich. Herredsfuldmægtig Hans Jepsen tilhørte en anden gren af slægten, og hvis efterkommere havde gården til 1867. Således gik gården i arv i samme slægt i næsten 400 år. I de efterfølgende 40 år var der hurtigt skiftende ejere. Gården indeholder i dag brugskunst - Kunst og Design og ejes af Mads Friis.

Rinkenæs Korskirke: Bygget i traditionel gotisk stil efter genforeningen fra 1928-32. Kirkens tårn har tre klokker som er skænket af A.P.Møller.

Rinkenæs Gl. Kirke: En af landets allerældste kirker fra 1158. Bygningen består af et romansk kor og skib med et delvist ombygget vestparti og et sengotisk våbenhus fra sidste halvdel af 1500-tallet. Kirken var oprindeligt forsynet med blytag, som svenskerne brugte til at støbe kugler af under Trediveårskrigen 1618-48. Senere i samme århundrede efter Svenskerkrigen brændte den. Eefter genopbygningen i 1691 fik den tegltag. Kirken fungerer ikke længere som sognekirke efter ibrugtagningen af Korskirken, men anvendes dog stadig til kirkelige handlinger. 

 Rens: Især kendt for sin ungdomsskole, som oprindelig blev bygget i 1921 og senere er blevet udvidet. En af grænseegnens talrige genforeningssten til minde om det nuværende Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 findes også i Rens.